Forsiden      Biografi      Nyhedsarkiv      Koncerter      Fanklub      Gæstebog      Diskografi      Kontakt      Fotos     Officiel facebook
Hele herligheden indledes med sangen 'Drømmescenariet', som er noget så sjældent som en ægte fredssang. Naiv måske, men vedkommende som aldrig før. Tempoet er roligt og tilbagelænet. Kontrasten er til at føle på. Lige så enkelt sangen er opbygget lige så indviklet synes fredsløsninger at være.

'Dans mig ud en stjernenat' handler om tv-stjernerne, hvis programmer vi sidder og glor på hver eneste aften. Men hov, hvad med lige at gå ud i natten og studere de virkelige stjerner. Dem der funkler så smukt på himlen. Fra første strofe er der dømt pop for alle pengene. Sebastian og band gir den på alle tangenter. Niels Henriksen hiver i spaden og Michael Friis lægger en solid bund.

Vi bliver ude i universet. 'Planet væk' indkredser paradokset om, at videnskaben har fundet en ny planet, som ingen dog har set. Sebastians band i sin helhed og Palle Mikkelborgs trompet i særdeleshed leder lytteren helt ud i verdensrummet. Mikkelborgs trompetkosmiske tryllerier og Steen Rasmussens universelle tangenter er en gave til sangen. Den gode Rasmussen er i øvrigt ny i Sebastian-sammenhæng. Han er som sendt fra himlen.

Sebastians stemme er unik og dens lige findes ej. Den er også noget af det oftest diskuterede i dansk musik. Ikke mindst hos anmelderkorpset. Jeg hører til dem der mener, at Sebastians stemme er noget af det mest vidunderlige vi har. Den er ægte som livet selv.

'Ih du milde Maja' er swingende suveræn. Sebastian synger og Sara Grabow er med på kor. Sangen bliver med statsgaranti et nyt hit hos børn (i alle aldre). I stil med Hodja, Nana og Ronja.

'Lennonsuppe' er bare skøn. Jazzet og smooth, så hårene rejser sig. Det er netop et hår fra selveste John Lennon, som Sebastian ironiserer over i sangen. Et hår, der ender på auktion og bliver solgt for multimange millioner. Men sæt nu det viste sig, at det slet ikke var Lennons hår? Perry Stenbecks spanske guitar er en decideret fryd for øret.

'Med dig hele vejen' var første singleudspil. Et hit med et omkvæd, som lytteren hurtigt tager til sig. Om end teksten varieres lidt for hver gang, hvilket man lige skal være opmærksom på. Sangen minder på finurlig vis om 'Måske ku vi' og 'Du er ikke alene' på en og samme gang. Sangen handler dybest set om modet det kræver, for at holde sammen i en ellers hektisk verden. Klaus Menzer styrer trommer og percussion for vildt.

'Sangen om barmhjertighed' er sart og følsomt arrangeret af Palle Mikkelborg. Et stykke inde i sangen bryder Mikkelborg det sarte, når han brager gennem lydmuren med sin trompet. Sangen er en duet mellem Sebastian og Sara Grabow. Og er der noget de to kan udtrykke, så er det inderlighed! Sangen er intet mindre end et mesterstykke. Sebastian og Mikkelborg supplerer hinanden, når det gælder om at udtrykke sig på overraskende manér.

















'Farvel Josephine' har Sebastian haft med på live-scenen det seneste års tid. Dejligt, at den sang nu findes på plade. Det er en helt igennem smuk sang - det vemodige anslag til trods. Enkelt fremført og indspillet med kun guitar og orgel.

'The Cliff' har Nanna Øland med på vokal. Sangen er fuld af liv. I modsætning til sangens hovedperson. Hun dør undervejs, fordi hun ikke lægger mærke til de farer der lurer om hjørnet, når hun stirrer ned i sin mobiltelefon. Sangen er lidt af en sjældenhed, for Sebastian synger første del på engelsk. Sidst jeg hørte Sebastian synge på engelsk var tilbage i 1989 i Montmartre. Her sang han Lennons 'Give peace a chance'.

'Baglæns optimist' er endnu en bakketop på en plade uden dale. Teksten er i en klasse for sig. Et ønske herfra kunne være, at sangen var indspillet med stort orkester. Ikke blot med ukulele og guitar. Ved nærmere eftertanke giver sangens ro lidt ekstra plads til den tankevækkende tekst. Om liv og død - og det derimellem.

'Vindens glemte sange' handler om de mange sange, der gennem tiden er forsvundet med de mennesker der sang dem. Melodien er melankolsk, teksten er tidløs. Sebastian er i tip topform. Komponisten kan roligt indstille sig på, at hans live-publikum vil kræve sangen spillet fra scenen.

'Paradis ved siden af' er en ny version af den gode gamle 'Lossepladsen' fra 1971. Tilført mange nye og aktuelle vers. Sangen varer mere end otte minutter og må derfor være en af de længste sange i dansk popmusik. Bandet brillerer.

En rejse er ved vejs ende. Pladen indledtes med 'Drømmescenariet'. De efterfølgende 11 sange lægger sig fint op ad scenariet om, at livet måske er enten eller hverken.

Lytteren tages med rundt om tilværelsens mange facetter. Stjernen på den ufattelige himmel, den lille prins i universets ørken, Maja og hendes morfar, hår og skår for millioner, en engels empati, rosen der gror og dør, Josephine i maj, skrænten der ikke var der, forlæns og baglæns filosofi, sangene der rejste ud og blev borte samt paradiset ved siden af lossepladsen.

Sebastian har begået et mesterværk med 'Sange Til drømmescenariet'. Bravo!

Såvel CD som den dobbelte Vinyl indeholder bonus-dvd'en 'Filmscenariet'. Det er en dokumentarfilm, der følger Sebastian og band gennem indspilningen i forsommeren 2017. Dvd'en er produceret af den norske filmdokumentarist Jan Christian Mollestad.

Lysvågen Sebastian har en drøm
Anmeldelse
af: Christian Winther
- Sange Til Drømmescenariet indeholder 12 skønne sange fra Sebastians hånd.
******
Sange Til Drømmescenariet
er udkommet på CD og Vinyl
Forsiden     Biografii     Året der gik     Turné     Fanklub     Musicals/filmmusik     Diskografi     Kontakt     Fotos     Facebook