Et dyk i Sebastians skattekiste
Af Jakob Edut
Stemmen knækker karakteristisk over og han ser nærmest genert ud, som han står på scenen. I lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer og med guitaren hængende midt på maven. Så træder han frem til mikrofonen, slår den første, sprøde akkord an, og pludselig er han hele Danmarks trubadur. Sebastian med alle de nynne-venlige melodier og finurlige tekster.
Fra hele spektret
Der blev spillet og sunget fra hele den over 35 år lange musikkarriere, da Sebastian i går spillede for et næsten udsolgt Fredericia Teater. I anledning af, at hans »samlede værker« netop er udkommet i form af tre bokse med hver ti album, var der plads til at spille både nyt og gammelt. Kendt og ukendt. De unge kunne synge med på Ostesangen fra Skatteøen og de lidt ældre stemte i et stort fælleskor på Når Lyset Bryder Frem, som musikeren lukkede første afdeling med. Selv rariteter, der var dukket frem fra skrivebordsskuffen efter at have været gemt og glemt i 30 år, blev pudset af, og prøvet foran publikum til stor succes.
Mere snakkesalig
Såvel unge som gamle havde fundet vej til teatret denne aften, og både stemning og beklædning var ganske afslappet hos de fleste - ligesom hos aftenens hovedperson, der med årene har fået nemmere ved at flette lidt anekdoter, vittigheder og visdomsord ind imellem sangene. Noget folk i salen virkede til at nyde i høj grad. Enkelte gange gik en pointe galt i byen, men alt var tilgivet, når musikeren selv efterfølgende brød ud i latter. Af Sebastians nyere materiale blev der plads til tre sange fra musicalen »Jernbyrd«, der er skrevet til de danske folkeskoler. I dette efterår og det kommende forår skal skolerne beskæftige sig med tiden mellem vikingetiden og kristendommens indtog, og hertil har Sebastian skrevet en række sange, som publikum søndag aften fik et par smagsprøver på.
Muh'e konkurrence
Musikeren valgte også at tage bladet fra munden og komme med et par mere politiske og provokerende tekster. På samme tid spiddende og fyldt med underfundig humor, som da han introducerede en sang om Jesus og Maria Magdalane med ordene: - Denne sang handler ikke om profeten Muhammed, men mere om en af hans kolleger. En decideret hitparade var der ikke tale om på Fredericia Teater søndag aften, men sange som Rose, Her Er En Sang og Den Lille Malkeko vakte jubel og fik publikum til at synge med. På sidstnævnte blev det sågar til en regulær konkurrence på, hvem der var bedst til at muh'e som en ko. Ingen tvivl om at Sebastian leverede varen, og det var da også en storsmilende trubadur, der kunne forlade scenen efter to ekstranumre til stående applaus.